A.A.6.4.4 Når personoplysningerne viderebehandles til andre formål
Når personoplysningerne viderebehandles til andre formål
Hvis de indsamlede personoplysninger på et senere tidspunkt, anvendes til andre formål end dem, de oprindeligt blev indsamlet til, skal den dataansvarlige oplyse den registrerede om disse nye formål. Se databeskyttelsesforordningens artikel 13, stk. 3, og databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 4.
Det betyder i praksis, at den dataansvarlige skal opfylde oplysningspligten over for den registrerede på ny, når allerede indsamlede personoplysninger anvendes til et nyt formål. Disse informationer skal gives på samme måde, som det er beskrevet i afsnit A.A.6.4.1.
Den dataansvarlige kan undtage fra fornyet oplysningspligt, hvis den nye behandling af personoplysninger sker på baggrund af regler fastsat efter proceduren i databeskyttelseslovens § 5, stk. 3. Se databeskyttelseslovens § 23.
Undtagelsen gælder dog ikke, hvis det nye formål er sammenstilling eller samkøring af oplysninger i kontroløjemed. I disse situationer skal oplysningspligten derfor fortsat opfyldes på ny.