MinRet

D.A.10.3.3 Endelig indførsel ML § 36, stk. 1, nr. 2 og 3

Endelig indførsel ML § 36, stk. 1, nr. 2 og 3

Indhold

Dette afsnit handler om de tilfælde, hvor der er momsfritagelse ved endelig indførsel af varer fra steder uden for EU. Ved endelig indførsel forstås i denne sammenhæng, at varerne efter indførslen er bestemt til at forblive inden for EU. Se ML § 36, stk. 1, nr. 2 og 3.

Afsnittet indeholder:

Momsfritagelse efter EU's regler mv., ML § 36, stk. 1, nr. 2

Der eksisterer en fællesskabsordning for told, hvorefter der gives toldfrihed ved indførsel af varer under særlige omstændigheder. Se forordning (EF) nr. 1186/2009 og afsnit F.A.18 Definitiv toldfrihed.

Der er som udgangspunkt momsfritagelse ved indførsel af varer fra steder uden for EU i samme omfang og på de samme betingelser, som der er toldfrihed for de pågældende varer ved indførslen efter fællesskabsordningen. Der kan dog ikke ske momsfri indførsel af varer, der er omfattet af forordningens afsnit II, kapitlerne V, VI, XI og XIV samt af artikel 104, litra q. Se momsbekendtgørelsens § 2.

Momsbekendtgørelsens §§ 3-9 indeholder en række yderligere afvigelser fra toldreglerne.

Momsbekendtgørelsens §§ 2-9 gennemfører Momssystemdirektivets artikel 143, stk. 1, litra b) og c), jf. direktiv 2006/79/EF og direktiv 2009/132/EF i dansk ret.

Baggrunden for, at der gives momsfritagelse i disse tilfælde, er, at momsprovenuet ikke skønnes at stå i et rimeligt forhold til den administrative indsats, som ville være forbundet med opkrævning af momsen.

Det er ikke varens art, der er afgørende for momsfriheden, men derimod de særlige omstændigheder, varen indføres under, eksempelvis afsenderens eller modtagerens status, varernes benyttelse eller oprindelse.

Den her omhandlede momsfritagelse omfatter:

Momsfritagelse for varer omfattet af Import One Stop Shop-særordningen ML § 36, stk. 1, nr. 3

Med virkning fra 1. juli 2021 blev der indført en ny fritagelse for importmoms.

Indførsel af varer fra steder uden for EU er fritaget for importmoms, når der skal angives salgsmoms i henhold til importordningen i ML kapitel 16, og når det individuelle momsregistreringsnummer til anvendelse af denne særordning, som er tildelt leverandøren eller den formidler, der handler på vedkommendes vegne, i henhold til bestemmelser fastsat af skatteministeren, jf. ML § 66 u, senest ved indgivelsen af indførselsangivelsen er blevet oplyst til det kompetente toldsted i indførselsmedlemslandet. Se ML § 36, stk. 1, nr. 3, som affattet med virkning fra 1. juli 2021 ved § 1, nr. 15, i lov nr. 810 af 9. juni 2020, momssystemdirektivets artikel 143, stk. 1, litra ca), som indsat ved artikel 2, nr. 9, i direktiv (EU) 2017/2455, og bekendtgørelse nr. 1502 af 19. oktober 2020.

Det vil med andre ord sige, at indførslen af varen er momsfritaget, hvis sælger er berettiget til at anvende og har valgt at anvende importordningen i Moms One Stop Shop-særordningerne, og sælger, og evt. formidler, dermed er blevet forpligtet til at betale salgsmoms i EU efter fjernsalgsreglerne også i tilfælde, hvor varen ikke videresendes fra indførelsesmedlemslandet. Se afsnit D.A.6.1.6.2 om fjernsalg og afsnit D.A.16.3 om importordningen.

Varer, som medbringes af rejsende

Der er endvidere momsfritagelse ved indførsel af varer, som medbringes af rejsende fra steder uden for EU. Denne momsfritagelse følger dog ikke af momsloven eller momsbekendtgørelsen, men af §§ 87-91 og §§ 93-95  i toldbehandlingsbekendtgørelsen. Se afsnit F.A.29 Rejsegods. Bestemmelserne gennemfører Momssystemdirektivets artikel 143, litra b) og c), og Direktiv 2007/74/EF, som har erstattet Direktiv 69/169/EØF, i dansk ret.

Overgangsbestemmelser ved udvidelser af EU

Den 1. maj 2004 blev EU udvidet med Den Tjekkiske Republik, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien, Slovakiet og Cypern.

Der gælder særlige overgangsregler for varer, herunder for transportmidler, fra disse lande, som inden den 1. maj 2004 blev henført under en ordning for midlertidig opbevaring, aktiv forædling, midlertidig indførsel med fuldstændig fritagelse for told og afgifter, eller blev oplagt på toldoplag eller i Københavns Frihavn, og som fraføres efter den 1, maj 2004. Se momsbekendtgørelsens § 10.

Overgangsreglerne betyder, at varerne kan forblive under den pågældende ordning, selvom landene blev medlem af EU. Dvs. at der ikke indtræder pligt til at betale importmoms på tidspunktet for udvidelsen. Til gengæld skal der som udgangspunkt betales importmoms, når varerne forlader ordningen.

Overgangsreglerne gjaldt tilsvarende for varer, som inden tidspunktet for udvidelsen i et af landene blev anbragt under en forsendelses- eller transportordning mellem EU og det pågældende land.

Den 1. januar 2007 blev EU udvidet med Bulgarien og Rumænien, og der gælder tilsvarende overgangsregler for denne udvidelse. Se momsbekendtgørelsens § 11.

Den 1. juli 2013 blev EU udvidet med Kroatien, og der gælder tilsvarende overgangsregler for denne udvidelse. Se momsbekendtgørelsens § 12.

Bestemmelserne gennemfører Momssystemdirektivets artikler 405-410 i dansk ret.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-Domstolen

C-405/24, L. s.c.

Artikel 143, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2009/69/EF af 25. juni 2009, og artikel 1 i Rådets direktiv 2006/79/EF af 5. oktober 2006 om afgiftsfritagelse ved indførsel af varer i småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter fra tredjelande

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter, der af en privatperson afsendes fra et tredjeland til en anden privatperson, der er bosiddende i en anden medlemsstat, udelukkes fra den momsfritagelse, der er foreskrevet i de nævnte bestemmelser.

 

Landsskatteretten

SKM2002.80.LSR

Afsenderen af en forsendelse til en person i Danmark drev internetvirksomhed i USA med salg af CD'er videoer mv. Den konkrete forsendelse bestod af 2 stk. cd'er og 2 stk. videobånd og var oprindeligt angivet med en værdi af 80 USD, svarede til 576,42 kr., og var ikke angivet som gave. Efterfølgende blev fremlagt en erklæring fra afsenderen om, at der var tale om en gave. Landsskatteretten fandt, at det ikke i tilstrækkeligt omfang var dokumenteret, at den omhandlede forsendelse var en gave. Der skulle derfor betales moms i medfør af ML § 12 i forbindelse med indførsel af forsendelsen.

 

Skatterådet

SKM2016.450.SR

Skatterådet bekræftede, at et nummer af et magasin og et nummer af et andet magasin ikke skal pålægges importmoms i Danmark ved forsendelse fra et EØS-land til spørgers danske abonnenter. Skatterådet fandt efter en samlet vurdering, at de pågældende numre af magasinerne ikke fremstod som danske magasiner.

Afgørelsen vedrører lovgivningen før 1. juli 2021.

SKM2007.66.SR

Skatterådet har udtalt, at reklame for udlejning af sommerhuse (kataloger) fra danske sommerhusudlejningsbureauer og medlemsblade fra foreninger, der efter trykning i Danmark forsendes via Ålandsøerne til privatpersoner i Danmark, er omfattet af begrebet "erhvervsmæssige forsendelser". Katalogerne og medlemsbladene er dog også omfattet af "magasiner, tidsskrifter og lignende", og der skal derfor betales moms i forbindelse med indførslen, selvom forsendelsen samlede værdi ikke overstiger 80 kr.

Afgørelsen vedrører lovgivningen før 1. juli 2021.