I.A.1.4.5 Nul-emissionskøretøjer og lav-emissionsbiler
Nul-emissionskøretøjer og lav-emissionsbiler
Nul-emissionskøretøjer
Der gælder særlige regler for nul-emissionskøretøjer. Se registreringsafgiftslovens § 5 b. Omfattet af reglerne er nul-emissionsbiler (biler der udleder 0 gram CO2 pr. kilometer) og el- eller brændselscelledrevne motorcykler.
Indfasning af registreringsafgift
For nul-emissionskøretøjer beregnes registreringsafgiften som udgangspunkt som 40 pct. af afgiften beregnet efter de almindelige regler i registreringsafgiftslovens §§ 4, 5 og 5 a, hvis køretøjet anmeldes til registrering i perioden fra og med den 18. december 2020 til og med den 31. december 2026. Herefter indfases afgiften på følgende måde:
| Årstal | Procentdel |
| 2027 | 48 pct. |
| 2028 | 56 pct. |
| 2029 | 64 pct. |
| 2030 | 72 pct. |
| 2031 | 80 pct. |
| 2032 | 84 pct. |
| 2033 | 88 pct. |
| 2034 | 92 pct. |
| 2035 | 96 pct. |
| 2036 eller senere | 100 pct. |
Eksempel: Registreringsafgiften for en personbil, som indregistreres i 2021-2026, er efter registreringsafgiftslovens § 4 beregnet til 100.000 kr. Afgiften kan efter registreringsafgiftslovens § 5 b beregnes som 40 % af dette beløb, dvs. 40.000 kr. (100.000 x 40 %).
Se registreringsafgiftslovens § 5 b, stk. 1, som ændret ved lov nr. 1777 af 29. december 2025
Særlige bundfradrag for nul-emissionskøretøjer
Der gives et særligt bundfradrag i den beregnede afgift efter registreringsafgiftslovens § 5 b, stk. 2-6. Det er køretøjets registreringstidspunkt, som er bestemmende for fradragets størrelse. Fradraget kan medføre, at registreringsafgiften bliver 0 kr., men den kan ikke blive negativ.
Personbiler
For personbiler afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 1, nr. 2, udgør bundfradraget 161.300 kr., hvis bilen anmeldes til registrering i 2026. Fradraget nedskrives herefter således:
| Årstal | Fradragets størrelse |
| 2027 | 152.200 kr. |
| 2028 | 146.900 kr. |
| 2029 | 141.600 kr. |
| 2030 | 136.300 kr. |
| 2031 | 130.900 kr. |
| 2032 | 130.600 kr. |
| 2033 | 134.800 kr. |
| 2034 | 134.600 kr. |
| 2035 | 134.400 kr. |
| 2036 eller senere | 137.000 |
Se registreringsafgiftslovens § 5 b, stk. 2, som ændret ved lov nr. 1777 af 29. december 2025.
Varebiler
For varebiler afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 5 udgør bundfradraget 76.000 kr., hvis bilen anmeldes til registrering i 2026. Fradraget nedskrives herefter således:
| Årstal | Fradragets størrelse |
| 2027 | 71.900 kr. |
| 2028 | 69.700 kr. |
| 2029 | 67.400kr. |
| 2030 | 65.200 kr. |
| 2031 | 62.800 kr. |
| 2032 | 62.700 kr. |
| 2033 | 62.500 kr. |
| 2034 | 62.400 kr. |
| 2035 | 62.200 kr. |
| 2036 eller senere | 65.000 |
Se registreringsafgiftslovens § 5 b, stk. 3, som ændret ved lov nr. 1777 af 29. december 2025.
El- og brændselscelledrevne motorcykler
For el- og brændselscelledrevne motorcykler udgør bundfradraget 102.900 kr., hvis motorcyklen anmeldes til registrering i 2026. Fradraget nedskrives herefter således:
| Årstal | Fradragets størrelse |
| 2027 | 98.600 kr. |
| 2028 | 96.300 kr. |
| 2029 | 94.200 kr. |
| 2030 | 92.000 kr. |
| 2031 | 89.800 kr. |
| 2032 | 89.700kr. |
| 2033 | 89.500 kr. |
| 2034 | 89.400 kr. |
| 2035 | 89.200 kr. |
| 2036 eller senere | 65.000 |
Se registreringsafgiftslovens § 5 b, stk. 4, som ændret ved lov nr. 1777 af 29. december 2025.
Fradrag i afgiftspligtig værdi for nul-emissionsbiler
Fradraget i den afgiftspligtige værdi, som beregnes på baggrund af den del af bilens batteri, som anvendes ved fremdrift, bortfaldt fra og med 2025.
Lav-emissionsbiler
Ved lav-emissionsbiler forstås biler, der udleder mere end 0, men mindre end 50 g CO2 pr. kilometer. Motorcykler er ikke omfattet af disse regler. Se registreringsafgiftslovens § 5 c.
Indfasning af registreringsafgift
For køretøjer omfattet af registreringsafgiftslovens § 5 c, beregnes registreringsafgiften som udgangspunkt som 68 pct. af afgiften beregnet efter de almindelige regler i registreringsafgiftslovens §§ 4, 5 og 5 a, hvis køretøjet anmeldes til registrering i 2026. Herefter indfases afgiften på følgende måde:
| Årstal | Procentdel |
| 2027 | 71 pct. |
| 2028 | 74 pct. |
| 2029 | 77 pct. |
| 2030 | 80 pct. |
| 2031 | 84 pct. |
| 2032 | 88 pct. |
| 2033 | 92 pct. |
| 2034 | 96 pct. |
| 2035 eller senere | 100 pct. |
Særlige bundfradrag for lav-emissionsbiler
Der gives et særligt bundfradrag for lav-emissionsbiler i den beregnede afgift efter registreringsafgiftslovens § 5 c, stk. 1. Det er bilens registreringstidspunkt, som er bestemmende for fradragets størrelse. Fradraget kan medføre, at registreringsafgiften bliver 0 kr., men den kan ikke blive negativ.
For lav-emissionsbiler, som anmeldes til registrering i 2026, udgør fradraget 43.000 kr.
Fradraget nedskrives herefter således:
| Årstal | Fradragets størrelse |
| 2027 | 41.000 kr. |
| 2028 | 39.000 kr. |
| 2029 | 37.000 kr. |
| 2030 eller senere | 35.000 kr. |
Fradrag i afgiftspligtig værdi for lav-emissionsbiler
Fradraget i den afgiftspligtige værdi, som beregnes på baggrund af den del af bilens batteri, som anvendes ved fremdrift, bortfaldt fra og med 2025.