Adoptionsloven § 25 b
Adoptionsnævnet
Stk. 1. Adoptionsnævnet består af en formand, en næstformand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være landsdommer eller højesteretsdommer, og næstformanden skal være jurist og ansat i Ankestyrelsen. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5 medlemmer, herunder formanden eller næstformanden. Nævnets afgørelse træffes ved flertal. Socialministeren fastsætter forretningsordenen for nævnet.
Stk. 2. Nævnets medlemmer samt stedfortrædere for disse beskikkes af socialministeren for indtil 4 år ad gangen. Et medlem kan i alt være beskikket i 8 år. Det samme gælder for en stedfortræder. 2. og 3. pkt. gælder ikke for næstformanden og dennes stedfortræder.
Stk. 3. Samrådets afgørelser i medfør af denne lov kan indbringes for Adoptionsnævnet inden 6 måneder efter samrådets afgørelse.
Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådet. Socialministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden.
Stk. 5. Socialministeren kan henlægge andre opgaver til Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3 og 4.
Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet.