MinRet

Gødskningsloven § 12

Føring af udlednings- og gødningsregister

Stk. 1. Ministeren for natur og dyrevelfærd fører Register for Udlednings- og Gødningsregnskaber.

Stk. 2. Den, der driver virksomhed med land- og skovbrugsaktiviteter eller kombinationer heraf, skal lade sin virksomhed registrere i Register for Udlednings- og Gødningsregnskaber, såfremt 1) virksomhedens samlede husdyrbesætning producerer gødning eller virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet organisk gødning, afgasset biomasse eller anden organisk gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der overstiger 1.000 kg kvælstof pr. år, 2) virksomhedens samlede husdyrbesætning producerer gødning eller virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet organisk gødning, afgasset biomasse eller anden organisk gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der overstiger 100 kg kvælstof pr. ha areal med en standardnorm for kvælstof eller fosfor på 0 kg eller derover, eller 3) virksomheden disponerer over et areal på 10 ha eller derover med en standardnorm for kvælstof eller fosfor på 0 kg eller derover.

Stk. 3. Registreringen, jf. stk. 2, skal finde sted i løbet af den planperiode, jf. § 4, hvori registreringspligten indtræder. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan registrere virksomheder omfattet af stk. 2 i Register for Udlednings- og Gødningsregnskaber, hvis det konstateres, at virksomheden har undladt at lade sig registrere.

Stk. 4. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan efter anmodning registrere den, som driver virksomhed med land- og skovbrugsaktiviteter eller kombinationer heraf, og som ikke er omfattet af registreringsforpligtelsen i stk. 2, i Register for Udlednings- og Gødningsregnskaber i følgende tilfælde: 1) Virksomheden disponerer over et areal på 5 ha eller derover med en standardnorm for kvælstof eller fosfor på 0 kg eller derover. 2) Virksomheden dyrker afgrøder på sit areal, som samlet er omfattet af en standardnorm for kvælstof på mindst 90 kg kvælstof pr. ha pr. år.

Stk. 5. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan i særlige tilfælde og efter ansøgning tillade, at en virksomhed, der er delregistreret i henhold til momsloven, alene registreres for en del af virksomheden i Register for Udlednings- og Gødningsregnskaber.

Stk. 6. En virksomhed skal være tildelt et centralt virksomhedsregistreringsnummer (cvr-nummer) efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister for at kunne anmelde sig til registrering i Register for Udlednings- og Gødningsregnskaber, jf. dog stk. 8.

Stk. 7. Registrering i Register for Udlednings- og Gødningsregnskaber har virkning for hele den planperiode, hvori anmeldelsen finder sted. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan dog i særlige tilfælde registrere en virksomhed med virkning for tidligere planperioder.

Stk. 8. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan fastsætte regler om Register for Udlednings- og Gødningsregnskabers opbygning og ajourføring, om anmodning om registrering, om krav om dokumentation for opfyldelse af betingelserne for optagelse i registeret og om, hvilke oplysninger en anmodning om registrering skal indeholde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om betingelser for registrering af virksomheder, der ikke er tildelt et cvr-nummer, jf. stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om kriterierne nævnt i stk. 2 og 4, herunder om standardnormer for kvælstof og fosfor.

Hele Gødskningsloven