Gødskningsloven § 33
Ansvar for miljøskade
Stk. 1. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om den driftsleder, der er ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade ved anvendelse af gødning i henhold til regler fastsat i medfør af §§ 7-9, herunder forpligtelser til at anmelde, begrænse og forebygge miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskade, og om myndighedernes kompetence til at træffe afgørelser om påbud og om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 2. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan fastsætte regler om, at visse foreninger og organisationer, der har beskyttelse af miljø, natur og væsentlige rekreative interesser som hovedformål, kan anmode om underretning om afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af stk. 1.
Stk. 3. Ministeren for natur og dyrevelfærd kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder om klageberettigede, opsættende virkning af klage, og regler om indgivelse af klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af stk. 1 skal være anlagt, inden 12 måneder efter at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.