Lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten § 4
Stk. 1. Retten kan pålægge parter og tredjemænd at fremlægge beviser, herunder kategorier af beviser, efter reglerne i retsplejelovens §§ 298-300, jf. dog denne lovs § 5 om edition i beviser, der indgår i en konkurrencemyndigheds sagsakter.
Stk. 2. Retten skal ved sin afgørelse efter stk. 1 ikke tage hensyn til en virksomheds interesse i at undgå erstatningssøgsmål som følge af en overtrædelse af konkurrenceretten.
Stk. 3. Retten skal ved sin afgørelse efter stk. 1 begrænse fremlæggelsen af beviser til, hvad der er rimeligt i forhold til formålet. I afgørelsen heraf tager retten hensyn til alle berørte parters og tredjemænds legitime interesser. Retten skal i denne forbindelse særlig tage hensyn til, 1) i hvor høj grad sagsøgers eller sagsøgtes påstand understøttes af tilgængelige faktuelle oplysninger og beviser, der berettiger begæringen om edition, 2) omfanget af begæringen om fremlæggelse af beviser og omkostningerne herved, navnlig for eventuelle berørte tredjemænd, og 3) om de beviser, der søges fremlagt, indeholder fortrolige oplysninger, særlig om eventuelle tredjemænd, og om sådanne fortrolige oplysninger i givet fald vil kunne beskyttes.
Hele Lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten