Børneloven § 30 i
Stk. 1. Familieretshuset træffer afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab på grundlag af en udenlandsk surrogataftale, jf. § 30 h, når følgende fremlægges: 1) Dokumentation for, at der er en genetisk forbindelse mellem barnet og mindst én tiltænkt forælder. 2) Notarerklæring el.lign. udstedt i barnets fødeland, ifølge hvilken surrogatmoren efter barnets fødsel har bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og barnet til det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder. 3) Surrogataftalen. 4) Fødselsattest el.lign. for barnet.
Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 skal Familieretshuset foretage en vurdering af barnets bedste baseret på en formodning om, at fastlæggelse af forældreskab i overensstemmelse med surrogataftalen vil være bedst for barnet.
Stk. 3. Moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab som følge af en afgørelse efter stk. 1 fastlægges efter § 30 c.
Stk. 4. Sager efter stk. 1 behandles efter reglerne i dette kapitel, kapitel 6 a og 7, §§ 32 a og 34 og regler udstedt i medfør af § 33.