MinRet

Lov om id-kort på byggepladser § 4

Bygherrens udstedelse af id-kort

Stk. 1. Bygherren skal sikre, at personer, der er omfattet af pligten til at bære id-kort efter § 3, får udstedt et id-kort, jf. § 5, jf. dog stk. 2. Bygherren skal herudover sikre, at oplysningerne på id-kortet efter § 5 opdateres ved ændringer.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang stk. 1 kan fraviges ved helt kortvarige eller ekstraordinære nedbrud i it-systemer eller fejl i data, hvor midlertidige løsninger ikke kan afhjælpe problemet.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om udstedelse og drift af id-kort, herunder om, hvorvidt id-kortet skal udstedes af Arbejdstilsynet eller af private. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om pligt til at benytte Arbejdstilsynets id-kortløsning og om gebyrer til dækning af Arbejdstilsynets omkostninger forbundet med udstedelse og administration af id-kort.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om formkrav til id-kortet.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav om indberetning af oplysninger på id-kortet til Arbejdstilsynet, herunder om anvendelse af bestemte systemer og andre tekniske krav til indberetning af kortoplysninger. Beskæftigelsesministeren kan tillige fastsætte regler om frister for indberetning og om, hvor ofte der skal ske indberetninger.

Hele Lov om id-kort på byggepladser