MinRet

Integrationsloven § 5

Stk. 1. En kommunalbestyrelse kan overlade udførelsen af bestemte opgaver som led i gennemførelse af introduktionsprogrammer til en eller flere organisationer eller foreninger m.v., herunder Dansk Flygtningehjælp, uddannelsesinstitutioner, private virksomheder og andre kommunalbestyrelser.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter aftale bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at forestå opgaver vedrørende introduktionsprogrammer for flygtninge og familiesammenførte udlændinge, jf. kapitel 4, introduktionsforløb for indvandrere, jf. kapitel 4 a, udbetaling af kontanthjælp efter § 16, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik til udlændinge omfattet af et introduktionsprogram, jf. kapitel 5, udbetaling af hjælp i særlige tilfælde, jf. kapitel 6, og samordning heraf med den øvrige integrationsindsats i kommunen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en organisation, forening m.v. til at forestå opgaver og træffe afgørelse om introduktionsprogrammer for udlændinge, jf. kapitel 4.

Stk. 4. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter regler om krav til sagsbehandlingen hos andre aktører, jf. stk. 3, herunder om frister og procedurer i forbindelse med sagsbehandlingen, og kan fastsætte regler om, hvorledes kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med andre aktører.

Hele Integrationsloven