Bekendtgørelse af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 7
Dokumentation for sygdomsfravær
Stk. 1. Arbejdsgiveren kan forlange, at lønmodtageren inden for en rimelig frist ved en skriftlig erklæring eller på anden måde dokumenterer, at fraværet skyldes sygdom.
Stk. 2. Arbejdsgiveren kan, hvis det skønnes nødvendigt, forlange en lægeerklæring af lønmodtageren. Erklæringen skal indeholde oplysninger om uarbejdsdygtighed på grund af sygdom og om, hvilke konkrete funktionsbegrænsninger sygdommen medfører, til brug for indsatsen for at fastholde lønmodtageren og fremme hel eller delvis tilbagevenden til arbejdspladsen. Funktionsoplysninger forudsættes afgivet ud fra en dialog mellem sygemeldte og den praktiserende læge.
Stk. 3. Kommunen kan forlange en lægeerklæring af sygemeldte, når det skønnes nødvendigt og der ikke allerede foreligger en egnet erklæring eller andre tilstrækkelige lægelige oplysninger i form af journaludskrift fra sygehus eller klinik, erklæring fra skadestue m.v. Erklæringen skal dels indeholde dokumentation for sygdommen, dels understøtte kommunens indsats for at styrke arbejdsfastholdelse med delvis tilbagevenden til arbejdspladsen, optræning m.v. Med henblik på at få en målrettet erklæring skal kommunen ved anmodningen om en erklæring give lægen relevante oplysninger samt stille relevante spørgsmål.
Stk. 4. Lægeerklæringer efter stk. 2 og 3 gives på blanketter godkendt af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Erklæringer efter stk. 2 betales af arbejdsgiveren. Erklæringer efter stk. 3 betales af kommunen.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse og dokumentation af sygefravær samt om anmodning om dagpenge.
Hele Bekendtgørelse af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel