MinRet

Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 10

Tilladelse som investeringsforvaltningsselskab

Stk. 1. Virksomheder skal have tilladelse som investeringsforvaltningsselskab for at udføre den daglige ledelse af investeringsforeninger og administrere andre UCITS, jf. bilag 6. Investeringsforvaltningsselskaber må i øvrigt kun udføre virksomhed som nævnt i stk. 2, 3 og 4 og §§ 10 a, 10 b og 28.

Stk. 2. Investeringsforvaltningsselskaber, der som fast erhverv eller på et professionelt grundlag yder investeringsservice omfattet af bilag 1, afsnit A, nr. 1, 4, 5 og 10, og afsnit B, nr. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, skal have tilladelse. Aktiviteter omfattet af bilag 1, afsnit A, nr. 4 og 5, kan ydes med instrumenter omfattet af bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Aktiviteter omfattet af bilag 1, afsnit A, nr. 10, kan alene ydes med instrumenter omfattet af bilag 2, nr. 3. Tilladelsen skal angive de aktiviteter i bilag 1, som tilladelsen omfatter.

Stk. 3. Et investeringsforvaltningsselskab skal have tilladelse til at udføre enhver funktion eller aktivitet for tredjemand, som allerede leveres af investeringsforvaltningsselskabet i forbindelse med en UCITS, som det forvalter i overensstemmelse med sin tilladelse efter stk. 1 eller i forbindelse med tjenesteydelser, som det udfører med tilladelse efter stk. 2, 1. pkt., forudsat at enhver potentiel interessekonflikt, der opstår som følge af leveringen af denne funktion eller aktivitet til andre parter, varetages hensigtsmæssigt.

Stk. 4. Et investeringsforvaltningsselskab skal have tilladelse til administration af benchmarks, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater. Investeringsforvaltningsselskabet kan ikke få tilladelse til administration af benchmarks, som anvendes i de UCITS, som investeringsforvaltningsselskabet administrerer.

Stk. 5. Ved investeringsforvaltningsselskabers ydelse og udførelse af investeringsservice og -aktiviteter finder §§ 45-48, 67 og 94, § 95, stk. 1-5 og 7, og §§ 96, 108 og 243 og regler udstedt i medfør heraf samt kapitel 22-27 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og –aktiviteter anvendelse.

Stk. 6. Investeringsforvaltningsselskaber kan registreres som forvaltere af europæiske sociale iværksætterfonde i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde.

Stk. 7. Investeringsforvaltningsselskaber kan registreres som forvaltere af kvalificerede venturekapitalfonde i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde.

Stk. 8. Investeringsforvaltningsselskaber og administrationsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30 eller 31, har eneret til at udøve den daglige ledelse af investeringsforeninger og administrere andre UCITS.

Stk. 9. Et investeringsforvaltningsselskab skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 125.000 euro. Dog skal et investeringsforvaltningsselskab, der skal være medlem af et reguleret marked eller opbevare og forvalte de i bilag 2, nr. 3, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, nævnte instrumenter, herunder være medlem af en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling, have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 730.000 euro.

Hele Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed