MinRet

Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 247

Overdragelse ved tab eller insolvens

Stk. 1. Har pengeinstituttet tabt egenkapitalen, eller er det insolvent, eller må det påregne at blive insolvent, kan bestyrelsen overdrage pengeinstituttets virksomhed helt eller delvis til et andet pengeinstitut, jf. dog § 204, stk. 1, om erhvervsministerens godkendelse.

Stk. 2. Bestyrelsen skal samtidig indbyde aktionærerne, andelshaverne eller i sparekasser repræsentantskabsmedlemmerne til et orienterende møde vedrørende dispositionen. Dette møde skal afholdes senest 8 dage efter beslutningen, og de nødvendige omkostninger herved afholdes af det overtagende pengeinstitut, der har ret til at deltage i mødet.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte fremgangsmåder finder anvendelse uanset vedtægternes bestemmelser herom.

Hele Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed