Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 264 a
Begrænsning af eksponeringer ved afviklingshindringer
Stk. 1. Konstaterer Finanstilsynet efter høring af Finansiel Stabilitet, at der er hindringer for afvikling af en virksomhed, som følge af at andre pengeinstitutter eller realkreditinstitutter besidder nedskrivningsegnede forpligtelser i virksomheden, skal Finanstilsynet påbyde pengeinstituttet eller realkreditinstituttet at begrænse sine maksimale enkeltvise og samlede eksponeringer i virksomheden.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor pengeinstituttet eller realkreditinstituttet er en del af samme afviklingskoncern som virksomheden.