MinRet

Bekendtgørelse af lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland § 20

Ret til opsat pension

Stk. 1. En tjenestemand, som fratræder tjenesten uden at være berettiget til pension efter § 1 og uden at overgå til anden ansættelse, som efter § 3 medregnes i pensionsalderen, er berettiget til opsat pension, jf. stk. 5.

Stk. 2. Retten til opsat pension ophører, såfremt den pågældende på ny ansættes i en stilling, i hvilken ansættelsen efter § 3 kan medregnes i pensionsalderen.

Stk. 3. Opsat pension beregnet efter stk. 5 udbetales fra den 1. i måneden efter det fyldte 60. år. Er den pågældendes erhvervsevne nedsat til halvdelen eller derunder på grund af helbredsmæssige forhold, kan finansministeren dog efter indhentet udtalelse fra Nævnet for Helbredsbedømmelser i Tjenestemandssager bestemme, at den opsatte pension udbetales, fra den 1. i måneden efter at en sag herom er rejst over for finansministeren.

Stk. 4. Ved død har den pågældendes evt. ægtefælle samt evt. børn, overfor hvem pågældende havde forsørgelsespligt, indtil deres fyldte 18. år ret til at få udbetalt en pensionsydelse fra den 1. i måneden efter dødsfaldet, jf. stk. 6-8. Dette gælder for en ægtefælle, selv om ægteskabet er indgået efter tjenestemandens afsked med opsat pension, men ikke, hvis ægteskabet blev indgået efter, at den opsatte pension var påbegyndt udbetalt, eller mindre end 3 måneder før dødsfaldet. Betingelsen om ægteskabets beståen i 3 måneder finder dog ikke anvendelse, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse.

Stk. 5. Den opsatte pension efter stk. 1 svarer til egenpensionen beregnet efter § 5, stk. 1, jf. § 23, på grundlag af tjenestemandens pensionsalder og pensionsgivende lønindtægt ved fratrædelsen.

Stk. 6. Pension til den efterlevende ægtefælle udgør 2/3 af den pension, hvortil den afdøde var berettiget efter stk. 5.

Stk. 7. Børnepension udgør for hvert barn 10 pct. eller, såfremt der ikke udbetales ægtefællepension, 20 pct. af den pension, hvortil afdøde efter stk. 5 var berettiget. Børnepension kan dog ikke overstige pension efter § 14, jf. § 23.

Stk. 8. Pension efter stk. 7 i forbindelse med pension til ægtefællen kan ikke overstige pensionen efter stk. 5. Det samme gælder de samlede pensioner til efterlevende børn.

Hele Bekendtgørelse af lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland