Psykiatriloven § 18 a
Stk. 1. Aflåsning af patientstue kan anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Stk. 2. Aflåsning af patientstue kan anvendes behandlingsmæssigt med henblik på 1) at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af patienten eller 2) at skærme patienten mod for mange stimuli.
Stk. 3. Aflåsning af patientstue kan tillige anvendes, i det omfang det er nødvendigt at afværge, at en patient 1) udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, 2) forfølger eller på anden, lignende måde groft forulemper medpatienter eller 3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Stk. 4. Beslutning om aflåsning af patientstue træffes af en læge.
Stk. 5. Kamerakig på patientstue kan efter § 18 c, stk. 4-9, i en tidsbegrænset periode anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, hvis det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sit helbred for meget alvorlig eller livstruende skade.