MinRet

Skattekontrolloven § 15

Feltlåsning af indkomster og fradrag

Stk. 1. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne skattepligtige ikke kan ændre oplysninger om visse indkomster og fradrag, som indberetningspligtige efter skatteindberetningsloven har indberettet til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2. Har den skattepligtige indvendinger imod en oplysning i årsopgørelsen eller oplysningsskemaet omfattet af de regler, som ministeren har fastsat efter stk. 1, og er told- og skatteforvaltningens behandling af den skattepligtiges indvendinger ikke afsluttet ved udløbet af oplysningsfristen, anses indvendingerne som en anmodning om genoptagelse af ansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Stk. 3. Har den skattepligtige indvendinger imod, at told- og skatteforvaltningens digitale kontroller hindrer afgivelsen af en oplysning i årsopgørelsen eller i oplysningsskemaet, og er forvaltningens behandling af den skattepligtiges indvendinger ikke afsluttet ved udløbet af oplysningsfristen, anses indvendingerne som en anmodning om genoptagelse af ansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning give henstand med betaling af restskatten ifølge en årsopgørelse, som den skattepligtige har indvendinger imod, jf. stk. 2 og 3. Skatteforvaltningslovens § 51 om henstand med skattebetalingen finder tilsvarende anvendelse ved henstand efter 1. pkt.

Hele Skattekontrolloven