MinRet

Sundhedsloven § 90

Patientoplysning om undersøgelse og behandling

Stk. 1. Regionsrådet skal, senest 8 hverdage efter at et af rådets sygehuse har modtaget henvisning af en patient eller har udredt en patient, jf. § 82 b, oplyse patienten 1) om dato og sted for undersøgelse eller behandling, 2) om patienten kan tilbydes diagnostisk undersøgelse, jf. § 82 a, udredning, jf. § 82 b, stk. 1 og 2, udredning og behandling, jf. § 82 b, stk. 3, behandling efter reglerne i § 87, stk. 1 og 2, eller udredning og behandling efter reglerne i § 87, stk. 6, inden for den gældende frist, 3) om retten til at vælge sygehus efter §§ 86 og 87, 4) om ventetiden på den diagnostiske undersøgelse, udredning eller behandling ved regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i § 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl., 5) om, at patienten ved henvendelse til sygehuset kan få oplyst antal diagnostiske undersøgelser, udredninger og behandlinger, der foretages på de i nr. 4 nævnte sygehuse, og 6) om, at sygehuset tilbyder at henvise patienten til et andet sygehus efter §§ 86 og 87.

Stk. 2. Regionsrådet skal senest 8 hverdage efter ændring af dato for kirurgisk behandling på et regionalt sygehus oplyse patienten om retten til at vælge sygehus efter § 87, stk. 3.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes oplysningspligt.

Hele Sundhedsloven