Udlændingeloven § 36
Frihedsberøvelse
Stk. 1. Med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a kan politiet bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, jf. stk. 5. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter den i § 53 b, stk. 1, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel vurdering frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige. Politiet kan bestemme, at en udlænding, som ansøger om opholdstilladelse efter § 7, frihedsberøves i forbindelse med indrejsen med henblik på at fastlægge udlændingens identitet, foretage registrering og fastlægge grundlaget for ansøgningen. Politiet kan bestemme, at en udlænding, hvis asylansøgning behandles efter § 37 o, frihedsberøves for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, hvis de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt. En udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, kan endvidere frihedsberøves, hvis udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en samtale med Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt.
Stk. 3. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv behandling af asylansøgningen, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, frihedsberøves under asylsagens behandling, hvis udlændingen gennem sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning ved 1) gentagne gange uden rimelig grund at udeblive fra samtaler med Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt, 2) ikke at meddele eller ved at tilsløre oplysninger om sin identitet, nationalitet eller rejserute eller ved at meddele utvivlsomt urigtige oplysninger herom, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., eller 3) på anden lignende måde ikke at medvirke til sagens oplysning.
Stk. 4. Politiet kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse for at sikre, at en udlænding, der screenes, jf. § 37 n, stk. 1, forbliver til rådighed for myndighederne for at forebygge enhver risiko for forsvinden, herunder eventuelle trusler mod den indre sikkerhed eller offentlige sundhed, der følger af en sådan forsvinden, hvis de i § 34 og § 37 n, stk. 2, 2. pkt., nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Stk. 5. Ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 4, skal der særlig lægges vægt på, om udlændingen har søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet AMforordningen, eller om udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat. Endvidere skal der lægges vægt på, om 1) udlændingen antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har lovligt ophold her i landet, 2) udlændingen tidligere har været overført fra Danmark i medfør af AMforordningen og på ny er indrejst her i landet, og om udlændingen tidligere har unddraget sig eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel, 3) udlændingen har forsømt at overholde foranstaltninger, som denne er pålagt i medfør af § 34 til sikring af dennes tilstedeværelse, 4) udlændingen over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, 5) udlændingen er blevet udvist efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, 6) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der er udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller 7) sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.