Vekselloven § 48
Stk. 1. Vekselindehaveren kan af den mod hvem han iværksætter regres, fordre: 1) den ikke accepterede eller ikke betalte vekselsum tillige med renter, hvis sådanne er betingede, 2) renter fra forfaldsdagen efter en rentefod af 6 pct., 3) omkostningerne ved protesten og ved de i § 45 foreskrevne underretninger såvel som andre omkostninger, samt 4) provision af 1/3 pct. af vekselsummen.
Stk. 2. Hvis regres iværksættes før forfaldstid, skal der i vekselsummen fradrages en diskonto, der skal beregnes efter den officielle diskontosats, sådan som denne er fastsat på det sted, hvor vekselindehaveren bor, og på den dag, da regreskravet gøres gældende.