MinRet

A.B.1.2.10.4 Hvad skal indberettes?

Hvad skal indberettes?

Indhold

Dette afsnit handler om, hvad der skal indberettes efter Bekendtgørelse om indberetningspligt for udbydere af kryptoaktivtjenester, BEK nr. 1155 af 10/09/2025 (herefter "bekendtgørelsen"). 

Afsnittet indeholder

Hvad skal indberettes

En Indberetningspligtig Udbyder af Kryptoaktivtjenester skal indberette til Danmark som anført i dette afsnit. Reglerne er defineret i bekendtgørelsens kapitel 3 om indberetningskrav. Udbyderen af Kryptoaktivtjenester skal indberette en række oplysninger om en nærmere bestemt del af sine Kryptoaktivbrugere. Definitionen af Kryptoaktivbrugere og de relevante oplysninger og gennemgås i dette afsnit.

Indberetningspligten baserer sig på due diligence procedurerne, se hertil afsnit A.B.1.2.10.4.

Indberetningspligten er årlig. 

Se bekendtgørelsens § 57.

Brugere omfattet af indberetningspligten

Indberetningspligten tager udgangspunkt i definitionen Kryptoaktivbrugere, men afgrænser sig til at gælde Kryptoaktivbrugere, der er Brugere, hvorom der skal indberettes, eller som har Kontrollerende Personer, der er Personer, hvorom der skal indberettes. Se bekendtgørelsens § 58.

Nedenfor gennemgås de relevante definitioner.

Undtagen Person

Definitionen af Brugere, hvorom der skal indberettes, undtager en række kundeforhold, hvis forhold dermed ikke er omfattet indberetningspligt efter denne indberetningsordning. Dette afsnit gennemgår de definitioner, der i bekendtgørelsen anvendes i forbindelse med definitionen Undtagen Person.

Stamoplysninger, der skal indberettes

Indberetningen skal omfatte følgende oplysninger for hver Bruger, hvorom der skal indberettes

  1. navn,
  2. adresse,
  3. den jurisdiktion eller de jurisdiktioner, hvor vedkommende er skattemæssigt hjemmehørende,
  4. Skatteregistreringsnummer eller -numre og,
  5. såfremt der er tale om en fysisk person, fødselsdato og fødested.

Se bekendtgørelsens § 58, stk. 2.

Den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester skal alene indberette om Personer, hvorom der skal indberettes, hvis denne har udført en eller flere Indberetningspligtige transaktioner i det kalenderår, indberetningen vedrører. Se bekendtgørelsens § 58, stk. 7.

Skatteregistreringsnummeret skal ikke indberettes hvis

  1. den Relevante jurisdiktion ikke udsteder Skatteregistreringsnummer, eller
  2. lovgivningen i den Relevante jurisdiktion ikke kræver indsamling af Skatteregistreringsnummeret udstedt af den pågældende Relevante jurisdiktion.

Se bekendtgørelsens § 59.

Stk. 2. Uanset § 58, stk. 2 og 3, skal fødestedet ikke indberettes, medmindre den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester på anden måde er forpligtet til at indhente og indberette det i henhold til national ret.

Såfremt en Enhed efter anvendelse af due diligence procedurerne i overensstemmelse med kapitel 4 bliver identificeret som havende en eller flere Kontrollerende Personer, som er Personer, hvorom der skal indberettes, skal indberetningen omfatte de oplysninger, som er nævnt ovenfor, for hver af disse Kontrollerende personer. Endvidere skal indberetningen omfatte oplysninger om den eller de roller, i kraft af hvilken eller hvilke hver enkelt Person, hvorom der skal indberettes, er en Kontrollerende Person i Enheden. Se bekendtgørelsens § 58, stk. 3.

Se også A.B.1.2.10.5 om due diligence-forpligtelser.

Hvis den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester indberetter til en kompetent myndighed, der anvender en Identifikationstjeneste og anvender direkte bekræftelse af identitet og bopæl for den Person, hvorom der skal indberettes, gennem en Identifikationstjeneste, der er stillet til rådighed af en Relevant jurisdiktion eller EU, til at fastslå identitet og alle skattemæssige hjemsteder for den Person, hvorom der skal indberettes, skal de oplysninger, der skal indberettes, uanset stk. 2 og 3, omfatte navn, Identifikationstjenestens identifikator og udstedelsesmedlemsstaten eller -staterne samt den eller de roller, i kraft af hvilken eller hvilke hver Person, hvorom der skal indberettes, er en Kontrollerende person i Enheden.

For så vidt angår den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester, skal indberetningen omfatte navn, adresse, Skatteregistreringsnummer og, hvis det findes, det individuelle identifikationsnummer som Skatteforvaltningen har tildelt Kryptoaktivoperatøren, og den globale ID-kode for juridiske enheder. Se bekendtgørelsens § 58, stk. 5.

Se også A.B.1.2.10.3 om hvem, der er indberetningspligtige.

Transaktionsoplysninger, der skal indberettes

Stk. 6. For hver type Indberetningspligtigt Kryptoaktiv, for hvilket den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester har foretaget Indberetningspligtige transaktioner i løbet af det relevante kalenderår, skal følgende oplysninger indberettes, hvis det er relevant:

  1. Digital Token Identifier, hvis en sådan findes, eller alternativt det fulde navn på typen af Indberetningspligtigt Kryptoaktiv.
  2. Det aggregerede betalte bruttobeløb, det aggregerede antal enheder og antallet af Indberetningspligtige transaktioner for så vidt angår erhvervelser mod betaling i Fiatvaluta.
  3. Det aggregerede modtagne bruttobeløb, det aggregerede antal enheder og antallet af Indberetningspligtige transaktioner, for så vidt angår afhændelser mod betaling i Fiatvaluta.
  4. Den aggregerede rimelige markedsværdi, det aggregerede antal enheder og antallet af Indberetningspligtige transaktioner, for så vidt angår erhvervelser mod betaling i andre Indberetningspligtige Kryptoaktiver.
  5. Den aggregerede rimelige markedsværdi, det aggregerede antal enheder og antallet af Indberetningspligtige transaktioner, for så vidt angår afhændelser mod betaling i andre Indberetningspligtige Kryptoaktiver.
  6. Den aggregerede rimelige markedsværdi, det aggregerede antal enheder og antallet af Indberetningspligtige Detailbetalingstransaktioner.
  7. Den aggregerede rimelige markedsværdi, det aggregerede antal enheder og antallet af Indberetningspligtige transaktioner underopdelt efter transaktionstype, hvis den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester har kendskab hertil, for så vidt angår Overførsler til den Bruger, hvorom der skal indberettes, som ikke er omfattet af nr. 2 og 4.
  8. Den aggregerede rimelige markedsværdi, det aggregerede antal enheder og antallet af Indberetningspligtige transaktioner underopdelt efter transaktionstype, hvis den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester har kendskab hertil, for så vidt angår Overførsler fra den Bruger, hvorom der skal indberettes, som ikke er omfattet af nr. 3, 5 og 6.
  9. Den aggregerede rimelige markedsværdi såvel som det aggregerede antal enheder af Overførsler foretaget af den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester til distributed ledger-adresser som omhandlet i forordning (EU) 2023/1114, som ikke vides at være associeret med en udbyder af tjenester for virtuelle aktiver eller et finansielt institut.

Se bekendtgørelsens § 58, stk. 6.

Ved indberetning efter nr. 2 og 3, indberettes det beløb, som er betalt eller modtaget, i den Fiatvaluta, i hvilken det er betalt eller modtaget. I tilfælde, hvor beløbene er betalt eller modtaget i forskellige Fiatvalutaer, indberettes beløbene i en enkelt valuta, som omregnes på tidspunktet for hver Indberetningspligtig transaktion på en måde, der anvendes konsekvent af den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester. Se bekendtgørelsens § 58, stk. 8.

Ved indberetning efter stk. 6, nr. 4-9, fastslås og indberettes den rimelige markedsværdi i en enkelt valuta, som værdisættes på tidspunktet for hver Indberetningspligtig transaktion på en måde, der anvendes konsekvent af den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester. Se bekendtgørelsens § 58, stk. 9.

De indberettede oplysninger skal identificere den Fiatvaluta, hvori hvert beløb er indberettet. Se bekendtgørelsens § 58, stk. 10.

De anførte oplysninger skal indberettes senest den 31. januar i året efter det kalenderår, som oplysningerne vedrører. De første oplysninger indberettes for kalenderåret 2026. Se bekendtgørelsens § 60.

Undtagelse til indberetningspligt, hvis indberetningen sker i et ikke-EU-land med Gældende Betinget Aftale med det EU-land, Brugeren er hjemmehørende i

En Indberetningspligtig Udbyder af Kryptoaktivtjenester som omhandlet i bekendtgørelsens § 49, nr. 2, er ikke forpligtet til at videregive de oplysninger, der er fastsat i § 58, for så vidt angår Brugere, hvorom der skal indberettes, eller Kontrollerende personer, for hvilke den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester foretager indberetningen af disse oplysninger i en jurisdiktion uden for EU, der er omfattet af en Gældende Betinget Aftale Mellem Kompetente Myndigheder med den EU-medlemsstat, hvor vedkommende er skattemæssigt hjemmehørende.

Se bekendtgørelsens § 61.